God undervisning handler ikke om at fylde mere på – men om at skabe en rød tråd med balance og fælles forståelse hos både hest og rytter. Min tilgang til dressur og træning er rodfæstet i klassiske principper, centreret ridning og et dybt fokus på takt, balance og kropsbevidsthed.
Målet er altid det samme: en sund, glad og holdbar ridehest – og en rytter, der kan mærke, forstå og støtte hesten med lethed og præcision.


Min baggrund

Jeg er uddannet instruktør i Centreret Ridning, Level 1, og har en solid ridefaglig base som grundlæggende dressurrytter med afsæt i traditionel dressur.
Mine ridetekniske principper bygger på:

  • Næsen foran lod
  • Indvendige schenkel til udvendige tøjle
  • Hesten frem til hånden – aldrig baglæns
  • Rytterens ansvar for ikke at stå i vejen, når hesten går korrekt

Derudover arbejder jeg ud fra Fit2-trappen for både hest og rytter, hvor fundamentet altid er takt og balance. Teknik og øvelser kan først udvikles, når både hest og rytter er fysisk og mentalt klar til at bære dem.


Min tilgang til undervisning

Før en rytter kan indvirke korrekt, skal rytteren kunne sidde korrekt.
Manglende balance og kropskontrol i rytteren vil altid skabe ubalance i hesten – ofte helt uden, at rytteren mærker det. Derfor starter vi altid med rytterens indvirkning, opstilling og kropsbevidsthed.

Det behøver ikke være perfekt.
Men vi skal have et fungerende fundament, der giver hesten mulighed for at arbejde i egen balance og bære rytteren uden at kompensere.

Dressurens hovedformål er for mig at bringe hesten i balance og skabe en ridehest, der:

  • forstår signalerne
  • kan udføre dem uden spænding
  • er smidig og stærk nok til opgaven
  • kan holde til et langt og sundt rideliv

Derfor er det altid hesten, der sætter tempoet for uddannelsen – og rytteren, der lærer at mærke efter.

Vi arbejder med:

  • grundlæggende takt, balance og tempo
  • korrekt kontakt og fremadsøgning
  • kropsstabilitet i rytteren
  • bevidst brug af sæde, vejrtrækning og vægt
  • halvparader via et anholdende sæde – og hvordan det føles i kroppen
  • en tydelig og konsekvent kommunikation mellem hest og rytter
  • forståelse for, hvornår kroppen siger ja, og hvornår den siger stop

Målet er ikke at ride øvelser for øvelseens skyld. Målet er at ride øvelser med et gymnasticerende formål.
– Mindre spænding, mere lethed og bedre forståelse.


Tryghed, faglighed og hestens trivsel

Undervisningen tager altid udgangspunkt i hestens velbefindende – både det fysiske og mentale.
Det er en forudsætning for undervisnignen, at hesten er:

  • smerte- og skadefri
  • korrekt tilpasset i udstyr
  • passet med hove og tænder
  • i stand til at bære rytteren uden kompensation

En hest, der er i smerte eller ubalance, kan ikke lære hensigtsmæssigt. Den vil reagere – ikke fordi den er “dum” eller “modvillig” – men fordi dens krop ikke kan udføre det, der bliver bedt om.

Min undervisning bygger derfor på respekt for hestens signaler og et ønske om at styrke samarbejdet, relationen og kommunikationen – ikke presse igennem.


Hvem er undervisningen for?

Undervisningen er relevant for dig, der:

  • ønsker at ride med større lethed, balance og forståelse
  • vil lære at bruge sæde, vejrtrækning og små signaler mere effektivt
  • vil styrke din hests basisuddannelse
  • ønsker at kombinere klassisk dressur med moderne kropsforståelse
  • har en hest, som har brug for at finde ro, balance eller styrke
  • ønsker træning, der prioriterer hestens trivsel og holdbarhed

Niveauet er underordnet – nysgerrighed og lyst til at lære er vigtigere end alt andet.


Mit mål med undervisningen

At skabe et samarbejde mellem hest og rytter, hvor begge parter:

  • forstår hinanden
  • er i balance
  • arbejder uden unødig spænding
  • udvikler sig i deres eget tempo
  • oplever glæde og motivation i træningen

God ridning ikke noget, man gør ved hesten – god ridning skaber vi sammen med hesten.