Sådan arbejder jeg med hestens krop, bevægelse og nervesystem

I mit arbejde som Fysisk Hesteterapeut kombinerer jeg en række manuelle teknikker, som hver påvirker forskellige typer væv – muskler, fascia, led og nervesystem. Hvilke teknikker jeg vælger, afhænger altid af hvad hestens krop fortæller, og hvordan den reagerer i øjeblikket.

Jeg arbejder udelukkende inden for ledets fysiologiske bevægeudslag (ROM). Det betyder, at jeg aldrig presser et led ud i manipulation eller ind i yderpositioner, men hjælper kroppen til at finde bevægelighed og balance indefra.

Alle teknikker udføres med fokus på at arbejde med – ikke imod – hestens nervesystem. Når hesten føler sig tryg og reguleret, kan vævet slippe dybt, fascien reorganisere sig, og kroppen begynde at bruge sig selv mere funktionelt.

Selve den manuelle behandling varer maksimalt omkring én time. Længere tids arbejde kan overstimulere vævet, gøre hesten mentalt træt eller få den til at “tjekke ud”, hvilket reducerer effekten og kan belaste både krop og nervesystem.
Derfor tilpasses sessionens længde altid hestens behov, overskud og evne til at samarbejde.

Oversigten på denne side giver dig et overblik over de teknikker, jeg anvender – og hvordan de hver især kan støtte hestens bevægelse, funktion og velbefindende.
Alle metoder bygger på anerkendte principper inden for anatomi, biomekanik, fascieforståelse og neurofysiologi.

Mit mål er altid det samme:
at skabe dyb, holdbar forandring gennem rolig, respektfuld og helhedsorienteret behandling.