I går havde jeg en spændende samtalt med en kunde omkring spookiness og nervøsitet hos heste, hvad det kan skyldes, samt hvordan vi bedst håndterer det.
Når en hest er nervøs, reaktiv eller spooky, så handler det ikke om, at den er uopdragen eller driller rytteren – det tænker jeg efterhånden, de fleste af os godt ved.
Samt at den samme hest sagtens kan være urolig og nervøs, når den håndteres af en person, men langt mere rolig og afslapept, når den håndteres af en anden.
Fra naturens side er heste byttedyr, hvis overlevelse (bliver jeg spist af en løve) i høj grad afhænger af, at være en del af en god og stabil flok
En flok, der hjælper med at holde øje med farer, fødesøgning, socialt samvær.
Adfærd har en årsag og en funktion
Det er vigtigt at huske på er, at adfærd altid har en årsag.
– Og hvor meget adfærd umiddelbart ikke har en logisk årsag eller funktion, når vi kigger på det i situationen, så vil selvsamme adfærd give rigtig god mening, når vi kigger på hestens helt basale behov og hvilken funktion samme adfærd ville dække i et setup, hvor rammerne (uanset om vi taler løsdrift elelr opstaldning i boks) ikke var defineret af os mennesker.
En anden ting vi skal huske er, at al adfærd har en funktion, hvor hesten gør det, den i situationen oplever giver en gevinst.
Simpelthen fordi heste i langt højere grad er styret af det, der virker her og nu.
De kan lære sammenhænge og konsekvenser gennem erfaring, men de er ikke i stand til at tænke langsigtet – som mennesker – og forudse, at den adfærd, der lige nu og her bliver en gevinst, på sigt kan få negative konsekvenser for hesten.
Med det in mente – at hesten er et byttedyr, der er afhængig af en flok for overlevelse, samt at al adfærd har en årsag og en funktion – går vi lige et skridt tilbage, og kigger på reaktiv adfærd, spookiness og hvordan det passer sammen.
Dens grundlæggende formål er at overleve og ikke blive spist. Dens overlevelse afhænger af en tryg og stabil flok, der både udgør et socialt og fysisk sikkerhedsnet i form af fælles fødesøgning og udkig efter farer.
Tager vi den viden med os og kigger på den nervøse hest – den der springer til siden for alt, blade, vinduer, pindsvin, plastikposer og ting vi ikke kan se, før eller måske har set mange gange – eller hesten der reagerer kraftigt og bliver voldsomt nervøs, når den tages væk fra flokken eller sættes i nye situationer – så begynder det at give mening.
Tryghed, tillid og erfaring
Tryghed og tillid skal bygges op gennem hinanden følgende positive oplevelser, hvor individet igen og igen gradvist styrkes i oplevelsen af, at det kan føle sig tryg i situationen, at der ikke sker noget grimt eller ubehageligt – og at de øvrige individer vi befinder os i selskab med, har vores ryg. Det gælder både heste og mennesker.
Har vi først skabt en dårlig association med en specifik oplevelse eller situation, så er vi instinktivt bygget til at undgå lignende situationer fremadrettet, fordi overlevelse er individets basale behov.
Angsten tager over…
Så når en hest reagerer med stress, angst og uro i en specifik situation, skyldes det grundlæggende, at den på et tidspunkt har været i en lignende situation og er gået derfra med erfaringen om, at det her er utrygt, det er farligt, og der er ingen, der kan hjælpe mig. Jeg kan ikke stole på at dem omkring mig, har styr på situationen, og jeg skal for alt i verden undgå at komme i en lignende situation igen.
Angst er ikke rationel. Det er primalhjernens (amygdala – den lille krokodille) reaktion på et setup, der til forveksling ligner en situation, hjernen gennem tidligere erfaring har lært er farlig og skal undgås.
Når vi presser en bange hest
Hvis vi nu tager en stresset hest, og presser den yderligere uden hensyn til, at hesten vitterligt er bange, at hele dens nervesystem er på overarbejde og alle alarmklokker bimler og bamler – ved for eksempel ved at forvente, at den skal lære stå på boks alene – så får vi ikke en hest, der lærer at det er trygt og sikkert at stå i boks alene.
Vi får i stedet en hest, der bliver bekræftet i, at det er ubehageligt at komme væk fra flokken, der er farligt oppe på ridebanen, og ingen hjælper mig.
…Måske er hesten rolig udadtil, men nervesystemet er stadig på overarbejde, og vi har reelt kun lært hesten, at det nytter ikke noget at råbe efter hjælp. Du kan ikke komme ud af situationen, så du kan lige så godt tilpasse dig.
Og se.. Nu kommer det næste… Vores evne til at modtage og absorbere ny information er kraftigt nedsat, når nervesystemet er i overlevelse.
For når vi taler nervesystem og indlæring, er det både vigtigt, at vi ikke ligger for højt i arousal/stressniveau, men det er lige så vigtigt, at vi ikke bare er “tjekket ud og har forladt bygningen”.
Vi er nødt til at være mentalt til stede, tjekket ind, fokuserede og opmærksomme på det, der foregår.
Træning, krav og forstærkning
At en hest har separationsangst eller står uroligt på staldgangen er heller ikke ensbetydende med, at vi bare skal acceptere tingenes tilstand og lade være med at stille krav til hesten. For vi kan meget hurtigt komme til at forstærke den adfærd ved ubevidst at belønne den.
Men vi er nødt til at starte der, hvor hesten er tryg, og bygge på derfra.
Hvis hesten for nylig har oplevet mange flytninger eller skift (det kan være alt fra ny ejer, flytning til ny stald eller for høj udskiftning i flokken), så er man nødt til at give den tiden til at finde stabilitet i hverdagen og falde til i de nye rutiner.
Vi kan sagtens stille krav og træne hesten i denne periode – for træning og håndtering er også med til at sætte rammerne for dagligdagen og gode rutiner. Men det skal foregå indenfor rammer, hvor hesten føler sig tryg, og hver gang går derfra med oplevelsen af, at ”det gik jo godt”.
Er hesten er utryg ved at stå på staldgangen, vandspiltovet eller ved komme ind alene – og vores reaktion er at sætte den ud til de andre igen, når den begynder at skrabe eller virke urolig, så har vi ubevidst forstærket den pågældende adfærd, og bekræftet den i, at ”Puha nej! Det var ubehageligt – jeg skal ud til flokken, hvor der er trygt!”
Og vi har ikke fået bygget en positiv association på og vist hesten, at det faktisk ikke var en grim oplevelse, men at det kunne være en god oplevelse at mestre.
At huske os selv i ligningen..
Når en hest er reaktiv og nervøs, er det vigtigt, at vi kigger på os selv, vores håndtering af hesten og de vilkår, vi byder hesten, med realistiske øjne.
Har hesten en stabil og god flok, som den trives i, hvor den ikke er i risiko for at miste sin sociale position, og hvor den ikke skal holde styr på resten af flokken?
– Opfatter den vores selskab som trygt? Opfatter hesten os som en stabil og pålidelig makker – ikke ”Lederen” i klassisk forstand – men kan den stole på, at vi opdager og kan håndtere situationen, hvis der er en tiger i nærheden?
Er hesten svag, syg eller har ondt (ældre heste, syge og smerteplagede heste er mer eudsatte for at miste deres sociale position i flokken, og uden en flok bliver nman nemmere spist af en løve.
Mere og mere forskning underbygger, at smerte er en af de hyppigste
– og ofte oversete – årsager til adfærdsproblemer.
Hvad får du ubevidst kommunikeret? Får du belønnet uro? Har du sat hesten i en situation, hvor du tager den væk fra det den opfatter som trygt – uden at du tilbyde den samme tryghed og stabilitet?
– Og hvis du træner med henblik på at nedbringe nervøsitet og skabe tryghed – hvordan håndterer du det så?
Tager du det i små bidder, inden for et setup hvor hesten kan føle sig tryg og i kontrol?
Eller kaster vi den ud på dybt vand uden hjælp eller støtte?
– Eller går du måske i den modsatte retning, og stiller færre og færre krav til hesten. Stopper med at ride ud på tur eller præsenterer den for nye ting, og derved får bekræftet den i, at der kun er trygt derhjemme i vante rammer?
Opbyg trygheden – skridt for skridt
Start der hvor hesten (og du) er trygge. Udvid derfra og byg på. Sørg for en stabil base og hverdag med faste rutiner, og giv hesten tid til at falde til, mens du bygger på.
Og vær realistisk overfor dig selv – ER DU OGSÅ BANGE?
Så bed om hjælp fra en, der ikke er – en der er rolig, afklaret og tryg for dig og hesten at læne sig op af, for to frygtsomme individer kan ikke støtte hinanden i andet end at være bange 😉
Hvis du har lyst til at dykke endnu dybere ned i emnet, findes der virkelig meget spændende og brugbar viden at tage fat i 🙂
Du kan med fordel kigge nærmere på blandt andre:
• Andrew McLean (indlæringsteori og evidensbaseret træning) – blandt andet kan bogen Equitation Science varmt anbefales
• Paul McGreevy (etologi, adfærd og respons på miljø)
• Janet L. Jones (neuroscience og adfærd) – Horse Brain, Human Brain er også rigtig god
• Sue Dyson (smerteadfærd hos redne heste)
• Yerkes-Dodson law (sammenhængen mellem stressniveau og indlæringsevne)
Du kan også kigge nærmere på forskellen mellem learned helplessness (tillært hjælpeløshed) og habituering samt gradvis desensibilisering i træningen.
